Årets Skulderklap er uddelt til Jane Langvad og Brian Madsen

Jane og Brian blev overrasket onsdag aften på deres terrasse ved Nebelgård, hvor deres familie var samlet. 
Her er HC's tale i anledning af overrækkelsen af Spiren som følger med skulderklappet.
"Juletid kan jo også være overraskelser.  
-også i aften, en god en af slagsen.

Hvert år på denne tid af året uddeler Sparekassen i samarbejde med Vorbasse årets skulderklap. En årlig pris vi har uddelt siden 1998.
Jane og Brian, I er hovedpersoner i år.   
Prisen gives som påskønnelse til personer, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i lokalområdet.
Ord som uegennyttigt arbejde, at være til glæde og inspiration for andre, at tage et tungt slæb, er nogle af de ord, som kan kendetegne en prismodtager.
Der er heldigvis mange i Vorbasse, der gør et stort arbejde, men vi vil igen i år trække nogle frem, som har fortjent et skulderklap.  

Årets modtager af prisen er i år Jane og Brian og mange af disse ord kan jo i høj grad hæftes på jer, og mange flere til.

I modtager prisen for jeres  store og engagerede arbejde, og hjerte for byen og livet i Vorbasse.  I har på mange områder og igennem mange år ydet et kæmpestort arbejde.
I kom til Vorbasse, som helt unge mennesker.  Med en kæmpe udfordring og opgave foran jer. Vorbasse Kro.  
Med arbejdsomhed, ærgerrighed, engagement fik I bygget kroen op til at være et velfungerende og virkelig godt sted at holde fester med mere.  
Som krofolk troede I på udvikling og turde afprøve nye ting.  De mange koncerter, store arrangementer, er gode eksempler på det.  
I fik Vorbasse Kro til at blomstre.

I er gode sammen. I gør hinanden gode. Jeres drive og iværksætterånd har smittet af på Vorbasse, og via jeres virksomhed og de personer I er har igennem flere omgange sat Vorbasse på landkortet, med jeres arrangementer, og der er gået mange mennesker igennem jeres system med positive oplevelser.
Samtidig har I taget aktiv del i den lokale udvikling af Vorbasse og altid spillet aktiv ind.  For eksempel omkring udviklingen af Vorbasse Fritidscenter, hvor du Jane sad med i forretningsudvalget i en årrække, du var med til og aktiv omkring etableringen af ungdomslokalerne i Fritidscentret, kaldet ”loftet”

I har ideer, er visionære og modige, I tør føre ideerne ud i livet. I tør godt tage ansvar og stå i front.   I har også været et stort aktiv for byen i forhold til Vorbasse Marked, hvor du Brian i mange år har stået i spidsen som formand for Vorbasse Grundejerforening.  I har som familie brugt utrolig mange timer på markedet, og man har kunnet mærke, at I godt kan lide det.

Jane og Brian, I tager en kæmpe tørn, til gavn for Vorbasse.
Så jeg er ret sikker på, at hele Vorbasse vil sige.  Ja, det er så velfortjent, når de hører, hvem der skal have prisen i år.  Der vil være mange der vil sige – JA Selvfølgelig.
I er ildsjæle, og en uvurderlig frivillig kraft for Vorbasse, I gør en enorm forskel.
Så for Vorbasse, er I nogle af de personer, der er så vigtige for vores lille landsby, Vorbasse, at den fortsat kan være velfungerende, intakt, levende, og at den kan blive ved med at være det.

 I det lille udvalg nedsat af sparekassen, synes vi at i år var det jer, der får et skulderklap, og jeg er rigtig glad og stolt over at kunne give lidt tilbage til jer, fordi I giver meget til Vorbasse.
Tag det for det, som det er, et kæmpe skulderklap, noget I kan være stolte af. Det er et skulderklap fra Sparekassen, men også fra hele Vorbasse, til jer.
Jeg skal bede jer modtage det synlige bevis på prisen, nemlig en miniatureudgave af Spiren.
Med den følger en gavebeløb på kr. 5.000.

Endnu engang TILLYKKE med prisen, den er så velfortjent.
Sparekassen Kronjylland – H.C.Christensen

Pressemeddelelsen fra Sparekassen Kronjylland kan læses her.

Fra venstre ses Brian Madsen, Jane Langvad og afdelingsdirektør fra Sparekassen Kronjylland H. C. Christensen