Brian Madsens sidste beretning i VGF

Frits S. Kristensen blev valgt til dirigent og et passende antal stemmetællere valgt.
Brian Madsen kunne nu gå i gang med sin sidste beretning til generalforsamlingen. Brian nævnte, at der til årets marked blev indgået nye samarbejdsaftaler og at prisniveauet er kommet på himmelflugt. Det var derfor nødvendigt at hæve parkeringsprisen til 70 kr.
Det var et stort arbejde for bestyrelsen og kontorpersonalet at få skaffet alle de nødvendige frivillige, men det lykkedes til sidst og det takkede Brian især Jette Lunde for. Der var også færre kræmmere, så der måtte rykkes lidt sammen og etableres ”bagagederums” salg og Ejvind Hoff fik en stor tak for et stort arbejde med at skaffe nye kræmmere.
Der har været 27.000 biler på parkeringspladserne og busserne var fyldte både til og fra markedet. Kræmmerne gav udtryk for, at det gik godt og har stor betydning at komme godt i gang efter 2 år uden marked.
De to nye tiltag – de historiske soldaterne, der fortalte om 1864 – rytterfægtningen ved Vorbasse og opvisningen med friser heste, var rigtig godt besøgt.
Teknikområdet vokser år for år. Affaldshåndteringen bliver mere og mere grøn. Der var i år hyret et firma til at hjælpe på rengøringsområdet.
Herning Tivolipark havde en flot opsætning og der er indgået ny kontrakt for de kommende år.
Ligeledes fortsætter Kronjylland som hovedsponsor.
PR afdelingen kom langt omkring med deres små videofilm, både på Facebook, i biografer, på OK tanker og i lokalradioer.
Restaurationsafdelingen havde også et godt marked med rekordomsætning.
Brian sluttede sin beretning med en kæmpe tak til alle frivillige, der har hjulpet både før, under og efter markedet.  Boblerne fik en særlig tak for deres utrættelige arbejde. Også en særlig tak til kontorholdet Inge, Jette, Ejvind og Jeppe og Lilly Jørgensen for trofast service omkring mødeafvikling.

Brian nævnte også årets søsætning med indvielse af madpakkehusets udstilling om udgravningerne nord for Vorbasse. Snerydning er igen en aftale med entreprenør Harry Andersen. Der er etableret belysning ved Krigshavnen.Ved markedsfesten deltog 350 og da der var fri bar pga. foreningens 100 års fødselsdag, steg stemning rigtig meget.
Det er første år suppleanterne har været med i bestyrelsesarbejdet og det har været en stor fornøjelse.
Grundejerforeningen har hyret en advokat, som skal hjælpe med at få arealet på markedspladsen taget ud af det Billund kommune har karakteriseret som § 3 jord.  Bestyrelsen forstår ikke, at Billund kommune ikke har valgt at tage en dialog med grundejerforeningen inden jorden er blevet registreret som § 3 jord. Billund kommune siger godt nok, at Vorbasse Marked kan fortsætte som sædvanlig, men hvis det på et tidspunkt bliver nødvendigt at ændre på pladsen eller bygge mere halkapacitet, så vil det ikke kunne lade sig gøre. Grundejerforeningen forventer, at sagen vil tage lang tid og koste rigtig mange penge.
Det var som nævnt Brian Madsens sidste generalforsamling og det var lidt vemodigt at slutte beretningen.
Brian sagde tak for denne gang. De 11 år er gået godt. Det er lykkedes, at foreningerne har kunnet tjene penge til foreningskassen og så er der overført 5,5 millioner til Vorbasse Fonden gennem årene. Der har været en god stemning i grundejerforeningen og der er blevet løftet i flok. Tak for jeres tillid og  tak til bestyrelsen. Husk aldrig at hvile på laurbærene.
Karsten Knudsen aflagde regnskabet og omtalte  de stigende udgifter. Regnskabet viste et overskud på 105.422 før skat. Hertil kommer, at der er overført 850.000 kr. til Vorbasse Fonden.
Regnskabet vil senere blive lagt på grundejerforeningens side her på vorbasse.dk
Bestyrelsens forslag til vedtægtsændring blev godkendt.
Valg til bestyrelsen blev Jeroen Schotemeijer og Peter Ingemann. Suppleanter blev Carsten Sørensen, Malene Skøtt og Jan Larsen i den nævnte rækkefølge.
Jim Trøllund blev genvalgt som intern revisor og Anne Holck Jørgensen som revisorsuppleant.
Under evt. blev der spurgt lidt mere ind til problemet med § 3 jord.
Gitte Holmgaard takkede Brian Madsen for hans indsat i Vorbasse Grundejerforening. Tak fordi Brian har været en modig formand, tør tænke nyt og har tænkt de frivillige ind i arbejdet.
Karsten Knudsen takkede både Hans og Brian for deres arbejde i bestyrelsen.
En helt særlig tak til Brian for et formidabelt godt samarbejde. Jeg har været stolt af at have dig som vores formand. Du har repræsenteret Vorbasse godt.