Byfornyelse på arealet mellem Tårngade og Skjoldbjergvej

Først sagde byrådet ja til tilskud til nye almene boliger i Vorbasse og nu har Billund Boligforenings generalforsamling godkendt, at boligerne kan blive en afdeling i boligforeningen.
Der er dog lang vej endnu.
En lokalplan for området tager ca et års tid og først herefter kan der sættes gang i byggeriet. Imellem tiden vil byggegrunden formentlig blive ryddet for de nuværende bygninger.

Boligforeningen og Vorbasse Lokalråds koordinationsudvalg har udsendt flg. pressemeddelelse.

"På Billund Boligforenings generalforsamling den 12. august 2020 er det enstemmigt vedtaget, at Billund Boligforening påbegynder arbejdet med opførelsen af ca. 14 nye almene boliger i Vorbasse. Disse skal opføres på en central grund i bymidten med adresse på henholdsvis Tårngade 16-18 og Skjoldbjergvej 2-4.

Billund Boligforening glæder sig til at gå i gang med arbejdet – ikke mindst fordi projektet allerede er forhåndsgodkendt af Billund Kommune. Dette beviser, at også borgerne i en mindre by som Vorbasse bliver hørt, når kommunalpolitikerne og borgmester Ib Kristensen diskuterer vækst og bosætning i Billund Kommune. Aktive borgere i Vorbasse samt byens lokalråd har desuden siden 2018 aktivt arbejdet for etablering af et attraktivt nyt boligprojekt, hvilket nu ser ud til at lykkedes.

Dog vil der gå mange måneder før spaden kan stikkes i jorden til 14 nye almene boliger i Vorbasse bymidte – først skal lokalplanen revideres og derefter starter Billund Boligforening den egentlige projektering og derefter byggeri. Byggechef Niels Klausen ved Bovia håber, at borgerne i Vorbasse vil kunne følge byggeriet fra slutningen af 2021.

Billund Boligforening: Eva Kristensen og Jørgen Bjerg

Vi i koordineringsudvalget under lokalrådet i Vorbasse er super stolte og glade for at vores projekt med boliger placeret centralt i Vorbasse by nu bliver realiseret.

Vi har rigtig mange aktiviteter i gang i vores fantastiske by, og projektet med ny attraktive lejeboliger sikrer helheden i vores fremtidsvisioner omkring Vorbasse.

Koordineringsudvalget under Vorbasse Lokalråd: Claus Morten Larsen"