Efterårsferie på Karensminde - kom og lav mad over bål

PRESSEMEDDELELSE  fra Billund kommuens Museer                 
Efterårsferie: Spis lige kartofler til!
Kartoffelferien opleves på Mark | Billund Kommunes Museer: her får man jord under neglene, god mad i maven og varme hænder ved bålet.
I første og sidste weekend i efterårsferien kan man komme med museets vært, historiker Mirja Piorr, ud i kartoffel-Marken ved Museumsgården Karensminde. Der skal graves kartofler op og de skal tilberedes til dejlig mad over bålet. Det bliver en gastronomisk oplevelsestur under åben oktoberhimmel, godt krydret med historier om kartoflen som grøntsag og som omdrejningspunktet for forbavsende megen kulturhistorie fra denne egn.
”De fleste kender begrebet ’kartoffeltysker’, men man er måske ikke klar over, at begrebet faktisk er næsten 300 år gammelt og blev introduceret, da Kong Frederik V inviterede tyskere til Danmark for at opdyrke den jyske hede. Kartoflen har også reddet modstandsfolk under Anden Verdenskrig, da den blev brugt som skjulested for våben. Dette, og meget andet, vil jeg fortælle om på vores Kartoffeltur i efterårsferien,” siger Mirja Piorr
Kartoffelturen bliver den første af flere interaktive oplevelsespakker, som museet vil udbyde fremover. Forløbet varer to timer. Forhåndsbooking er nødvendig. Find information om priser og link til booking via hjemmesiden markmuseum.dk/spis-lige-kartofler-til.

Museumsoplevelser for alle
Vil man opleve, hvad denne uges fritid oprindeligt handlede om, er det bare på med gummistøvlerne og ud i kartoffelmarken med greben i hånden: i gamle dage fik skolebørnene nemlig fri fra skole, så de kunne hjælpe til hjemme på gården, når årets kartoffelhøst skulle op af jorden. Alle dage i efterårsferien kan både små og store være med til at tage kartofler op. Der er kartoffeltryk, kartoffeljagt og andre kartoffellege, ligesom Støtteforeningen Karensmindes Venner faciliterer aktiviteter tirsdag, onsdag og torsdag, som fx hestevognsture og værksteder i børnehøjde. Gris og fjerkræ slagtes og forarbejdes til forrådskammeret. Glem ikke suppedag torsdag den 20. oktober. Læs mere på museets hjemmeside www.markmuseum.dk og hold dig opdateret på Facebook.

Billedtekst: Mirja Piorr er historiker og vært ved Mark. Hun fører an, når museet inviterer på Kartoffeltur i efterårsferien.
Foto krediteres Mark | Billund Kommunes Museer