Fest for frivillige fra det sociale område i Billund kommune

Billund kommunes frivilligråd havde fredag aften inviteret til fest i Sdr. Omme Multicenter. Fra Vorbasse deltog mange fra bl.a. Vorbasse Seniorer, Røde Kors Genbrugsbutik og Frihavnens Venner.
Det blev en festlig aften med god mad, som medlemmer af kommunalbestyrelsen sørgede for, gode taler ved formand for frivilligrådet og borgmesteren, god underholdning ved Ronnie Olesen, der en gang imellem havde sin søn Marinus og sangeren Carla med på scenen. Ronnie Olesen havde sammensat et rigitig fantastisk fællessangsprogram med sange om kærlighed, den tid vi lever i og den tid vi har levet i.
Som afslutning på aftenen blev frivilligrådet præsenteret.
De er: Gitte Johansen, formand, Martin Alminde Friis, næstformand, Bente Christensen, Børge Heering, Gundhild Christensen, Lena Bech, Peter Sørensen, Troels Gydum og Ulla Gaarde.
Frivilligrådets opgave er at være bindeled mellem de frivillige og kommunalbestyrelsen, indstille hvem der skal have andel i de midler kommunen afsætter til frivilligt socialt arbejde og udpeger årets frivillige sociale forening og person.

Fredag aften blev Vågetjenesten med Birgit Thomsen som formand valgt til årets sociale forening. Tillykke til Vågetjenesten.

Aftenen var planlagt af fritidskonsulent ved Billund kommune Lærke Noer-Møller.

Pressemeddelelse fra Billund kommune:

Vågetjenesten er årets sociale forening 2022    Dato: 29. september 2022
Årets sociale foreningspris er netop blevet uddelt, og det var Vågetjenesten, som er en del af Røde Kors, der i aften velfortjent løb med vandrepokalen og en kurv med lækkerier til de mange frivillige i foreningen.
Over 200 frivillige i Billund Kommune var samlet til frivilligfest på Frivillig Fredag, fredag den 30. september 2022, da Vågetjenesten, fra Dansk Røde Kors Grindsted, fik overrakt vandrepokalen som bevis på, at de er Året sociale forening 2022 i Billund Kommune. En pris de fik for den store indsats, de gør for at skabe tryghed i den allersidste tid for døende og deres pårørende i Billund Kommune. For ingen skal dø alene, er Vågetjenestens formål.
Det er Gitte Mortensen, tidligere aktivitetsleder ved Vågetjenesten i Grindsted, som har indstillet foreningen til prisen. Ingen ved, hvad de døende tænker i den allersidste tid, men de frivillige er ifølge Gitte meget dygtige til at fornemme borgernes behov.
-    ”Min oplevelse er, at de døende føler en tryghed ved ikke at være alene i den sidste tid,” skriver Gitte Mortensen i indstillingen.
Udover uddeling af Årets sociale foreningsvandrepokal stod der fællessang og samvær på programmet, og stemningen var i top hele aftenen. Dette skyldes i høj grad alle de fantastiske frivillige, som havde tilmeldt sig frivilligfesten arrangeret af Frivilligrådet i Billund Kommune. Derudover havde den lækre mad, tilberedt af Sdr. Omme Multicenter og serveret af Kommunalbestyrelsesmedlemmer, helt sikkert også en indflydelse, foruden selvfølgelig den skønne fællessang styret af Ronnie Flyvbjerg Olesen.
Frivilligfesten har tidligere været afholdt i Grindsted, Billund og Vorbasse. Derfor havde Frivilligrådet i år valgt at afholde festlighederne i Sdr. Omme Multicenter, så det ikke altid er de samme frivillige, som skal køre langt for at deltage. Det synes dog ikke at være et problem, at festen havde flyttet lokation, da den var fuldt booket med repræsentanter fra alle afkroge af kommunen til stor glæde for Frivilligrådet.
-    Det er jo altid spændende om en fest, der flytter lokation fra år til år, kan tiltrække nok deltagere. Men vores erfaringer er, at hvis indholdet giver mening for de inviterede, så kører de gerne på tværs af kommunen for at deltage. Hvilket vi jo selvfølgelig er rigtig glade for, siger formanden for Frivilligrådet Gitte Johansen.