Folkefest i Skjoldbjerg for den længe ventede cykelsti

Festen startede ved fritidscentret i Vorbasse, hvor hjertestiudvalget serverede kaffe og rundstykker og lokalrådets formand Jørn Poulsen bød velkommen. Den lokale folketingskandidat, Troels Ravn, fra socialdemokratiet havde også planlagt at cykle med til Skjoldbjerg og i anledning af valgkampen, få en snak med vælgerne. og dele en flaske vand ud til deltagerne.

Så gik det mod Skjoldbjerg på cykel, inliners, løb, power walk, i barnevogn eller bag på cyklen ved mor. Undervejs var hjertestiudvalget, Ester og Emmy, igen klar med forfriskning i form af æbler og vand.
En ½ km før Skjoldbjerg kunne man dreje fra og prøve en mountainbikerute.

I Skjoldbjerg var flagene hejst og på sportspladsen var der boder, bål med snobrød, pølsevogn, gratis kaffe og kage, veteranbiler, mulighed for en tur i hestevogn, skyde til mål i det muntre køkken, tage en tur på svævebanen, besøge hjemmeværnet, deltage i cykelringridning oma. Lokalrådsformand for Skjoldbjerg Hans Peter Kristiansen bød velkommen og to lokale byrådsmedlemmer og medlemmer af lokalrådet i Vorbasse holdt tale. Fælles for de tre taler var gældende, at Vorbasse og Skjoldbjerg har ventet i 40 år på den nu etablerede cykelsti og at man ikke håber, at der skal gå 40 år inden, vi får det sidste stykke fra Skjoldbjerg til Billund. I disse klima- og sundhedstider burde hele kommunen blive forbundet af cykelstier. Det kunne alle aldersgrupper få glæde af. Det er ubeskriveligt rart at cykle i sikkerhed på en cykelsti. Forsamlingen kunne derfor også synge med på "Jeg er så glad for min cykel".

Per Thomsen fra Vorbasse satte en drone i luften over Skjoldbjerg. Den tog nogle vældig flotte billeder.