Frederikshavn-Broager på cykel ad Hærvejen

Jesper fra Frederikshavn har lige en uges ferie. Den skal bruges på at cykle på Hærvejen. Første dag gik fra Frederikshavn til Ålborg (106 km), dag to fra Ålborg til Kjellerup (130 km). Og lørdag fra Kjellerup til Vorbasse (101 km). På Hærvejen er det skiftende grusvej og asfalt. Kun ved Hammer Bakke er det en smal trampesti. Undervejs har Jesper gjort holdt ved forskellige seværdigheder. I dag var det vikingemarked ved Jelling kirke, hvor Jesper også så kirken og Jelling-stenene. Jesper har valgt at cykle langs Hærvejen, fordi han finder vejens historie interessant og turen er meget varieret med skiftende natur. Mange steder er der ret kuperet. Undervejs har han mødt flere cyklister med opbakning og også en hel del vandrere. Vejret var lørdag regnfuldt og blæsende, men lørdag aften skinnede solen på shelterpladsen. Søndag går det videre til  Broager (149 km) og herefter over Als til Fyn (Fynshav-Bøjden) og fra Bøjden til Middelfart, hvor turen ender i denne omgang. Jesper er pædagog i et specialskoletilbud for børn med asperger eller tourette syndrom.  Eleverne i denne klasser har Jesper tit med på cykeltur, men kun to ad gangen. Jesper har fundet frem til shelterbyen i Vorbasse ved at benytte app'en, der viser alle shelters i Danmark. Han synes, det er en flot shelterplads, vi har og rigtig hyggeligt med masser af blomstrende kløver. Jesper ønskes god tur de næste dage med håb om godt vejr og medvind. Tak for snakken!