Fri Fredag

Fredag, den 30. september blev der holdt Fri Fredag i Vorbasse Fritidscenter. Vorbasse KFUM idræt og Fritidscenteret stod i fællesskab for arrangementet. Aftenen startede kl.17.30 med fællesspisning. Her var menuen for de voksne benløse fugle. Børnene kunne vælge frikadeller, hvis de ikke havde mod på at smage på fuglene. Efter spisningen kunne man deltage i mange forskellige aktiviteter: Trille-håndbold for de yngste, gåtur, badminton, brætspil, håndbold, fodbold, skumtennis, hockey, rygtræning. I den gamle hal var der stillet en spændende aktivitetsbane op, og på Loftet kunne man se e-sport. Var disse tilbud ikke nok, åbnede svømmehallen kl. 19. Det var der mange, der benyttede sig af. Så mange, det var nødvendigt med 2 livreddere i svømmehallen. 

Rigtig mange var mødt op til Fri Fredag. Der var ca. 200 til fællesspisning og i alt kom der omkring 250 til arrangementet. Det må være dejligt som arrangør, at så mange møder op. Næste Fri Fredag er planlagt til den 11. november.