Frivillige er grundstenen i Vorbasse Svømmeklub

Der er ingen tvivl om at Vorbasse Svømmeklub ingenting er, hvis ikke de frivillige hver uge stiller op i svømmehallen, tager på kursus og udvikler sig, deltager i arrangementer eller træner sammen til livredderprøver.
Når vores medlemmer kommer i Svømmeklubben, så vil vi gerne give dem den bedste oplevelse – det gælder både svømmeteknisk, læringsmæssigt og socialt, men også med så stor sikkerhed som muligt, fastslår Svømmeklubbens formand Dianna Vejgaard.
Det betyder blandt andet at klubbens frivillige hvert år øver livredning, førstehjælp og afslutningsvis aflægger prøve jf. standardiseret form fra Dansk Svømmeunion.
Sådanne prøver skal bedømmes af en uddannet livredderdommer, hvor svømmeklubben tidligere har fået hjælp af omkringliggende svømmeklubber eller andre frivillige dommere.
Det er nemlig sådan at også dommerhvervet er på frivillig basis.

I september i år efter flere corona-udsættelser lykkes det Vorbasse Svømmeklub at få uddannet ”deres egen” frivillig, så livredderdommeren fremover ikke skal indhentes fra andre klubber, da Bjarne Hansen bestod dommeruddannelsen for Bassinlivredder/Underviserprøven.
Bjarne Hansen er et kendt ansigt i Svømmeklubben, hvor han i mere end 12 år har været livredder på klubbens familie-svømmehold, så han kender alt til klubbens, svømmehallens faciliteter og vigtigheden i livredning og at holde det vedlige jævnligt.
Bjarne fortæller: ”Jeg vil rigtigt gerne lære mere om livredning og førstehjælp, så dommeruddannelsen synes som en spændende måde at arbejde med det på”.
For Bjarne er det vigtigt at være frivillig og kunne lære andre frivillige om livredning og førstehjælp – især de unge hjælpere har en vigtig prioritering for Bjarne.
Svømmeklubben er taknemmelig for Bjarnes indsats, når han er livredder på svømmeholdet hver uge, træner livredning med voksne og unge frivillige og aflægger prøver for dem efterfølgende.
”Det er en prisværdig indsats, som hjælper klubben rigtigt meget – jeg håber andre ser vores frivilliges indsats også og måske får lyst at give en hånd med”, afslutter Dianna med et smil.

FOTO fra Grindsted Svømmeklub, hvor Bjarne også har hjulpet med at aflægge prøver: