Frivilligrådet i Billund Kommune inviterer til Frivilligfest i Vorbasse

Pressemeddelelse fra Billund kommune: 
I anledning af Danmarks nationale frivilligdag: Frivillig Fredag, inviterer Frivilligrådet i Billund Kommune til Frivilligfest i Vorbasse Fritidscenter. Frivilligrådet inviterer alle de sociale frivillige til et festlig arrangement fredag den 24. september 2021 kl. 17-21, hvor der vil være plads til hyggesnak, taler, prisuddeling og underholdning ved Den Gamle Grammofon.

På tværs af landet fejres frivilligheden på forskellige måder. I Billund Kommune fejres det gennem Frivilligrådets Frivilligfest. Temaet for Frivillig Fredag i år er Lokale Stemmer, derfor er arrangementet også sat sådan sammen, at alle deltager fra kl.17-18 har mulighed for at snakke frivillighed i Billund Kommune med Frivilligrådet, Frivilligcenter Billund og byrådspolitikere. Samtidig vil der være mulighed for at nyde andre Lokale Stemmer fra kommunen, da Talent Elever fra Billund Kulturskole vil underholde med lidt musik i denne time også.  
Klokken 18 vil der blive serveret mad og festen vil for alvor sættes i gang. Her skal deltagerne blot læne sig tilbage og lade sig underholde af kåring af Årets sociale forening, festlige indslag, taler og underholdning fra Den Gamle Grammofon. For dem som ikke kender Den Gamle Grammofon, så dyrker de den danske revyvise-skat fra de sidste 100 år - krydret med sange fra både film og teater, samt monologer og duetter. Kort sagt kan man forberede sig på en musikalsk tidsrejse gennem dansk populærmusik i de sidste 100 år.

Festen er for alle sociale frivillige i Billund Kommune og skulle der være nogen som ikke har tilmeldt sig endnu, så kan dette gøres på www.billund.dk/frivilligfredag.