Gartneriet Månsson i Brande

Torsdag var Vorbasse Husholdningskreds på besøg på et kæmpe gartneri i Brande, omsætning 228 millioner 300 ansatte i højsæsonen. Lige nu er høsten i fuld gang af alle afgrøder: mange slags kål og løg og meget andet. Der er 90 vandingsmaskiner, som selv sagt har haft travlt i år. Afgrøderne dyrkes både tæt på virksomheden, men også længere væk. Det hele startede i 1976, hvor Axel Månsson, som tog i mod gæsterne fra Vorbasse, lejede 43 hektar og begyndte at dyrke kartofler. Men da han begyndte med grøntsager på sandjorden omkring Brande, var der nogen som rystede på hovedet. Alt dyrkes på friland og der er også lige en hønsefarm med 140.000 høns, så de sidste 15 år har man også kunnet levere økologisk æg i massevis.
I dag har firmaet alle Danmarks supermarkeder som  kunder. Der pakkes både direkte på marken, når afgrøden skæres af ved håndkraft og i kølehallerne. Mange kunder efterspørger skyllede og snittede grøntsager klar til at spise. Gæsterne var tæt på løgskæreriet, som leverer til Flensted og andre cateringfirmaer. Det fik tårerne frem, men de ansatte vænner sig til at være i løgskrællerummet.
De økologiske grøntsager har oversteget de konventionelle dyrkede.
Selv om de mange maskiner kan klare markarbejdet: forarbejde jorden, så og radrense med specialfremstillede radrensemaskiner, så er der rigtig meget håndarbejde. Alle afgrøder høstes ved håndkraft, pakkes og kvalitetskontrolleres. Der går intet grønt til spilde enten er der grønt til hønsene eller resterne havner i et biogasanlæg, som leverer naturgas til 4000 husstande.

Hvert år inviterer Månsson supermarkederne på besøg og viser dem udviklingsmarkerne og aftaler, hvilke grøntsager eller krydderurter, der skal på markedet som nyheder året efter. Der eksperimenteres meget med forskellige salater i røde farver.

Til firmaet hører også en gårdbutik, som er selvbetjent med mobilpay eller kontanter. Gårdbutikken har åben hver dag hele året.