Generalforsamling i Vorbasse KFUM Idræt

Onsdag 7/3 holdte Vorbasse KFUM Idræt sin årlige generalforsamling. Der var mødt ca. 50 medlemmer.

Arne Spangfort blev foreslået og valgt til dirigent, og der blev udpeget 4 stemmetællere.  

 

Formanden fremlagde hovedforeningens årsberetning og repræsentanter fra de forskellige afdelinger fremlagde herefter. Disse beretninger kan ses under Vorbasse KFUM Idræt på ”vorbasse.dk”. Et gennemgående træk var, hvordan den enkelte afdeling forsøgte at tilpasse sig de løbende ændrede vilkår og hvordan folk dyrker idræt i dagens Danmark. Det var rart at høre, hvordan man forsøgte at bevare det, som fungerer godt og ændre det, som skal tilpasses. Et af vilkårene, som kan komme til at betyde meget for kommunaltilskuddet, er antallet af medlemmer under 25 år. Er andelen af børn og unge for lille, vil tilskuddet til halvleje falde og det kan betyde en stigning i udgifterne hertil, som næsten svarer til indtægterne fra aktiviteterne ved Vorbasse Marked. Derfor arbejdes der på, hvordan man kan få flere børn og unge som medlemmer både til nuværende aktiviteter og nye.

 

Årsregnskabet blev fremlagt og godkendt. Næste punkt var om generalforsamlingen kunne godkende en ny afdeling/aktivitet ”Kultur-Event”. Efter fremlæggelse af forslaget var der afstemning, og forslaget blev godkendt med stort flertal. Næste punkt var forslag om navneændring fra ”Vorbasse KFUM Idræt” til ”Vorbasse Kultur og Idræt” kædet sammen med forskellige opdateringer og ændringer af vedtægterne. Altså en samlet pakke forsamlingen kunne stemme JA eller NEJ til. Der blev fremført argumenter fra både tilhængere og modstandere af forslaget. Afstemningen blev et nej, idet der var 21 stemmer for JA og 24 stemmer for NEJ. Skulle forslaget være vedtaget, ville det have krævet 2/3 ja-stemmer af de afgivne, altså 30 ja-stemmer. At ændringsforslagene blev fremlagt som en samlet pakke fik efterfølgende under ”Eventuelt” nogle bemærkninger gående på, at vedtægtsændringerne kunne man sagtens bifalde, men navneændringen kunne ikke accepteres.

 

Næste afstemning gjaldt ledelsens forslag til personvalg. Her stemte 44 af de afgivne 46 stemmer ja. Valg af revisorer blev et genvalg.

 

Under evt. blev der givet en stor tak til Susanne Svendsen, som stopper. Rita Nielsen blev årets idrætsnavn, men da hun ikke kunne være til stede, havde hun fået overrakt prisen den 5. marts. (Se artikel på vorbasse.dk)

 

Alt i alt en spændende generalforsamling, der viste en forening med en masse engagerede medlemmer og ledere, som aktivt vil arbejde for, at der også i mange år fremover vil være tilbud om en mangfoldighed i idræt og andre kulturelle aktiviteter.