Grand Fondo gennem Vorbasse

I forbindelse med cykelløbet Grand Fondo har der været arbejdet flere steder i kommunen for at være med til at gøre løbet til en festlig begivenhed i de byer, cykelrytterne passerede. I Vorbasse havde mange også taget en tørn, for at gøre løbet gennem Vorbasse til en underholdende formiddag for publikum. Landsbybageren solgte morgenmad, der var boder og loppemarked, der blev afholdt bankospil, kroen solgte fadøl og grillpølser, cykelklovnen Don Carlos underholdt børn og voksne og endelig var der sørget for et musikalsk indslag med ”John Mogensen, live.dk”.

Første hold ryttere dukkede op ca. 8.45. Turen gennem Vorbasse havde fået en sløjfe via Hovborgvej, Vestergade, Østergade. Det gjorde ruten gennem byen lidt mere publikumsvenlig, da man på denne måde fik en chance for at se rytterne. Det tog ikke lang tid for dem at køre gennem byen. Næste hold kom omkring klokken 11. Hvis man synes, det gik hurtigt for det første hold, så gik det lynhurtigt for det næste. Det var sådan cirka: ”Nu kommer de!” og sekunder efter: ”Det var det”. Men det var flot at se de mange cykelryttere i fuld fart gennem byen.

Det var koldt, 12o  og der var fugt i luften, da det første hold ankom. Det andet hold havde åbenbart solen med sig og temperaturen oppe på de 20o, da de cyklede gennem byen. Det var noget publikum nød og mange benyttede lejligheden til at købe en grillpølse eller gøre en god handel i boderne.

Dejligt at Grand Fondo blev støttet af de mange forskellige aktiviteter som ”Kultur og Events” havde været med til at sætte op. Det var spændende at se de mange cykelryttere, men det var jo kun få minutter på en hel formiddag, selve sportsbegivenheden foregik. Det havde været lidt tamt, hvis der ikke havde været andet at se på. Derfor var det godt med de mange tilbud til publikum, der kunne gå og nyde en søndag formiddag på torvet i Vorbasse.