Kristian takker af

Fredag, den 28. september, blev en af de dage Kristian Hansen husker. Det var nemlig Kristians officielle sidste arbejdsdag efter 48 år i Sparekassen. Dette markerede Kristian med en reception på Vorbasse Kro.

I en kort tale fortalte Kristian om, hvordan det var i Sparekassen, da han begyndte. Man skrev på skrivemaskine med karbonpapir, så man havde de behørige kopier. Der blev sat i mapper osv. – alt sammen noget, man i dag ordner elektronisk. Han fortalte om sin tid i Vorbasse og i Hejnsvig. Sparekassen løb ind i vanskelige tider, og garanterne hjalp sparekassen med indskudskapital. Derfor glæder han sig her ved fratrædelsen over, at bestyrelsen i Sparekassen kunne forhandle sig til, at hele garantkapitalen på 73 mill. blev sikret til garanterne, da Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse skulle overtages af Sparekassen Kronjylland i 2015. Kristian ønsker, at der fortsat vil være en afdeling i Vorbasse. Men udover det historiske i fortællingen kunne det tydeligt mærkes, at det først og fremmest var vigtig for Kristian at få sagt tak til kunder og samarbejdspartnere gennem årene for den måde, der altid var taget i mod ham på. Ligeså tydeligt var det, at mange ønskede at sige tak til Kristian, for den måde han havde varetaget sit job. Over 250 mødte op til receptionen for at hilse af og sige tak for hjælp, gode råd og vejledning gennem årene.

Med Kristians fratrædelse, kan man vist roligt sige, at en epoke er sluttet. Tiderne, hvor et pengeinstitut som en sparekasse, havde en mission i lokalsamfundet og viste en form for social ansvarlighed er slut.

Herfra et Held og Lykke til Kristian med tiden fremover. Kristian er meget aktiv og har gang i mange forskellige aktiviteter lige fra pasning af hus og have til de mange job som frivillig, Kristian har påtaget sig.