Krocket Parturnering 2022.

Parturneringen i DGI Krocket Sydvest startede midt i juni måned og sluttede med et finalestævne i weekenden. I lidt over en måned har 3 par fra Vorbasse krocket, krolf & petanque klub spillet mod andre klubber i et indledende puljespil. De 3 par var Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus, Birger Enevoldsen og Jens A. Pedersen samt Egon Hansen og Tonny B. Andersen. I første omgang så det ud til, at Birger og Jens kunne gå videre som bedste 2’er i deres række, men noget blev ændret. Der har sandsynligvis været en tastefejl ved indrapportering af nogle resultater. Det vil sige, at de ikke kom videre fra puljespillet. Egon og Tonny gik videre efter en ekstra kamp, da der var 2 par som havde samme antal points. Ved finalestævnet i søndags så det i første omgang godt ud med to vundne kampe 20-1 og 20-0, men 3. kamp blev tabt, og finalestævnet blev desværre endestationen for de to.
Anne-Marie og Søren var tilmeldt i en række, hvor det viste sig, at der ikke var andre deltagere, og kunne således gå direkte videre. De spillede dog med i turneringen i en række højere, da det kunne få turneringsprogrammet til at gå op. De vandt også denne række.
Videre fra finalestævnet har Vorbasse krocket, krolf & petanque klub derfor ét par.
Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus skal deltage ved DM for par, som spilles den 10. september 2022 i Vorbasse.
Tillykke til Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus.

Vi er i Vorbasse så heldige, at blive valgt til at afholde dette års DM for par. Vi ved at klubberne der benytter de grønne områder ved skolen og fritidscentret, allerede har fået besked om, hvad det kan have af betydning for dem, men vi vil også fortælle mere her på Vorbasse.dk når vi nærmer os datoen.
Vorbasse krocket, krolf & petanque klub