LABRI søsat med kanonsalut, nationalsang og byens flagallé

Da processionen nåde krigshavnen bød storadmiral Claus Larsen alle velkommen til årets søsætning. På vej til krigshavnen blev "Som en rejselysten flåde" afsunget og der blev traditionen tro gjort holdt ved SuprBrugsens vaskehal, hvor uddeler Henrik Nordestgaard bød på en dram til korvebærerlauget og Fredericia Kanonlaug.

Ved krigshavnen blev den satirisk og også prisende sang om Udkants Danmark afsunget, herefter blev LABRI sat i søen og stævnede ud til lyden af kanonsalut og publikums sang "Der er et yndigt land". Storadmiralen udtalte ønsket for LABRI's sommerfærd:
Stå så til søs, du gode skiv,
og hold dig oven vande.
Hold kursen, men forbliv dog her, bliv
fjernt fra fremmede strande.
Beskærm vor by, beskyt vor havn
og værn os imod fjender.
Pas på enhver i vor fødestavn
og alle Krigshavnens ænder

I dag skulle der tages afsked med tidligere storadmiral Jens Pradsgaard og bydes velkommen til to nye matroser, Jacob Okholm og Benny Pedersen.

Jens fik stor tak fra storadmiralen for diciplin, godt humør og mange gode anekdoter. Jacob blev budt velkommen som tredje generation i Korvet Bærerlauget, hvilket forpligter og borger godt for fremtiden. Benny budt velkommen, som den der passer på byens største bygninger og hvor han må være klar over, at vi søger hen, hvis krigshavnen og byen bliver udsat for alt for uhyggelige ting.

Arrangementet sluttede med en dram eller chokolade mv til de fremmødte.