Lokal støtte til lokal rideklub

Vorbasse Rideklub har netop modtaget en donation på 15.000 kroner fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond. Pengene er øremærket til indkøb af materialer, så klubben kan udskifte alt hegn på hele rideskolen.
Rideklubben, som har 90 medlemmer, råder over 7 ponyer og har i øjeblikket tre privatopstaldede heste. Klubben byder på gode faciliteter både inden- og udendørs for både heste og medlemmer, men indhegningerne trænger til en fornyelse. Takket være donationen fra Sparekassen Kronjylland, er der nu midler til denne nødvendige udskiftning. Dette indebærer, at de frivillige i klubben skal i gang med at fjerne den gamle indhegning og montere de nye. De får nok at gøre, for det drejer sig om hele 5,5 km hegn, der omkranser folde og ridebane.
Alt arbejde ved rideskolen udføres på frivillig basis, og som i enhver forening, yder bestyrelsen en stor indsats. For at understøtte dette arbejde, har bestyrelsen oprettet "Rideskolens Venner" – en gruppe af hjælpere, der bidrager til vedligeholdelsen af faciliteterne.
Klubbens indtægter kommer fra kontingenter og aktivitetsstøtte, og den tjener også penge gennem arrangementer på rideskolen samt ved at yde hjælp til andre events, fx Vorbasse Marked. Det gamle hegn, som er blevet repareret flere gange, vil med etableringen af det nye hegn – komplet med nye håndtag, samlinger og tydelige markeringer – blive betydeligt mere sikkert for hestene.
HC Christensen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Vorbasse, udtrykker sin glæde over at kunne støtte en lille, men aktiv forening:
"Vorbasse Rideklub er måske lille, men spiller en vigtig rolle i vores lokalsamfund. Klubben og de frivillige, som støtter op om den, sikrer et samlingssted for alle med interesse for heste og ridning. Deres store frivillige arbejde er til enorm glæde for mange aktive børn og unge," siger HC Christensen.

Billedtekst:
Fire af rideklubbens yngre medlemmer poserer sammen med HC Christensen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Vorbasse, som holder et gavebevis med donationen på 15.000 kroner.  

Tekst og billede: Sparekassen Kronjylland