Månedens bog på Vorbasse Bibliotek

Bibliotekerne i Billund og Vorbasse

Hekseflod af Margaret Meyer

Hekseflod er en engelsk roman, som foregår i en lille landsby, år 1645. Den starter med en dramatisk og desværre sørgelig fødsel, hvor en kvinde mister sit barn under fødslen. Vi følger jordemoderen Martha Hallybread, som udover sit virke som jordemoder, også arbejder i huset hos en velhavende familie. Derudover, har hun også virke som generel ”klog kone”, bl.a. med stor viden om helende planter og urter.

Efter den ulykkelige fødsel, bliver den lille by ramt af datidens heksefeber. En hekseforfølger kommer til byen, og begynder at anklage byens kvinder for at være hekse. Martha får til opgave at vurdere, om kvinderne viser fysiske tegn på at være hekse, fx i form af vorter eller modermærker. Martha gør hvad hun kan for at forhale processen, som skal føre til dom over de mange kvinder. Men til sidst bliver selv hun i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert i den lille by, hvor der er et stort sammentræf af sælsomme hændelser.

Margaret Meyer er en canadisk forfatter, der er bosat i England. Hekseflod er hendes debutroman.