Når nye frivillige melder i Vorbasse Svømmeklub

"Selvom vi er 5 medlemmer i udvalget, så er der nogle sæsonplanlægninger, som har været sværere at løse end andre", fortæller udvalgsmedlem Marianne Hansen. Marianne har været med i udvalget i mere end 15 år, så hun har været med til at løse udfordringerne med at finde frivillige i rigtig mange sæsoner.

"Nogle gange er vi rigtig heldige og oplever frivillige, som kommer og tilbyder sig selv, inden vi har nået at spørge dem. Det er bare en kæmpe lettelse og gør arbejdet omkring frivillige så meget lettere", fortæller formanden Dianna Vejgaard.

I den nuværende sæson har svømmeklubben netop fået to nye hjælpetrænere efter efterårsferien, Hans Peter Romme og Mascha Okholm Fey, da de to svømmer på et af holdene og spurgte deres træner, om hvordan de blive hjælpetræner i klubben. Deres træner, Camilla Tofte, tog hurtigt fat i udvalget, som fik gennemgået holdsammensætningerne og fandt at der godt kunne bruges 1 hjælper mere på 2 af holdene i denne sæson.

Dianna forklarer: "Det er vigtigt for os i svømmeklubben, at der er opgaver til alle, når man starter som hjælper på et nyt hold. Hvis der er for lidt opgaver, så kan man komme til at gå og kede sig lidt, og så forsvinder motivationen. Det skal vi sørge for ikke sker, så vi kan ikke bare sætte flere og flere på holdene, hvis der ikke er brug for hjælpen."

Svømmeklubben har spurgt de nye frivillige om, hvorfor de gerne vil være frivillige og svarene varmer formandens gamle svømme-hjerte. Mascha fortæller: "Jeg havde lyst til at være hjælpetræner, så jeg kan møde andre hjælpetrænere og få lov at hjælpe svømmerne." Hans Peter er helt enig og tilføjer: "Jeg kan godt selv lide at svømme og vil gerne dele den glæde med andre."

De nyeste hjælpetrænere er bare 12 år og går i 6. klasse, men derfor kan man sagtens blive frivillige i Vorbasse Svømmeklub.
Mascha og Hans Peter bekræfter: Det er rigtigt fint at være frivillig og godt at kunne hjælpe - plus at det er mega sjovt!"

Dianna og hele udvalget håber at de nye frivillige vil være en del af Vorbasse Svømmeklub mange sæsoner fremover. Velkommen til Mascha og Hans Peter.