Naturfagsuge på Vorbasse Skole

I uge 39 har Vorbasse Skole haft naturfagsuge. Der har været stor aktivitet over hele skolen.

Overbygningen har arbejdet med livsbetingelser på planeten ”Arthur” i et andet solsystem end vores, mange lysår fra jorden. Her kan mennesker ikke umiddelbart eksistere. Opgaven har været: ”Hvordan kan man skabe livsbetingelser, så mennesker kan bo og leve på denne planet”. For at eksistere er der en del fysiske forhold, som skal passe: Der skal være ilt, vand, mad, en passende temperatur og det rigtige atmosfæriske tryk. Herudover er der også en opgave med at få kroppen til at leve, hvor tyngdekraften er anderledes end på Jorden. Eleverne har enkeltvis eller i grupper lavet et projekt, der viser, hvordan man kan løse en eller flere af disse problemstillinger.

Fredag blev projekterne bedømt. Eleverne havde opstillet stande, hvor de viste og forklarede deres projekter. Som dommere havde man elever fra 2.g på Grindsted Gymnasium. Der var mange spændende stande og eleverne var engagerede og fremlagde projekter med stor entusiasme.

Som afslutning på ugen var forældre inviteret fra 12.45 og resten af skoledagen, så de kunne se resultaterne af ugens arbejde. Udover standene i Blå Klynge var der både udstillinger, modeopvisning osv. fordelt ud over hele skolen.

Artiklens dato: 29.09.18