Ny opfindercamp for kreative børn

Make a Change Camp er tre dage med iværksætteri, gode ideer og udvikling af prototyper i Billund Børnenes Hovedstad i påskeugen. Tilmelding er åben indtil 25. februar. Går du i 5. klasse og har du hovedet fyldt af gode ideer og opfindelser?
Og har du lyst til sammen med andre at se, om tankerne også kan udvikles til at fungere i virkeligheden? Så får du alletiders chance i Billund Børnenes Hovedstad i påskeferien.

Her vil der 21.-23. marts for første gang blive afviklet Make a Change Camp med plads til 30 kreative børn fra skoler i Trekant-kommunerne Billund, Vejle, Kolding, Fredericia, Vejen og Middelfart.

Formålet med campen er at give børn mulighed for at udvikle deres naturlige talenter for at være kreative og finde innovative løsninger, der kan forbedre hverdagen.

- De får mulighed for at opfinde løsninger til konkrete opgaver. Eksempelvis ting der kan indgå i fremtidens fede klasseværelse eller et legetøj, der vil gøre det sjovere at lege sammen. Men de kan selvfølgelig også selv komme med ideer med udgangspunkt i, hvilke områder de gerne vil forbedre, forklarer Mette Højborg, der er direktør i Børnenes Hovedstad.

I løbet af de tre dage får børnene både mulighed for at samarbejde i teams, bygge prototyper af deres ideer og at lave planer for både, hvordan deres idé kunne blive til virkelighed og hvem, der ville være målgruppen.
De unge camp-deltagere kommer også til at møde unge iværksættere, der har prøvet at starte deres egen virksomhed i virkeligheden. Og som afslutning på campen får børnene mulighed for at præsentere deres idéer for forældre og særligt inviterede gæster – lidt ligesom på en rigtig iværksætter demodag. 

Bag Make a Change Camp står Børnenes Hovedstad, der er et samarbejde mellem LEGO Fonden og Billund Kommune med det mål at fremme læring gennem leg, og DARE2, der har specialiseret sig i at udvikle iværksætterkulturen i Danmark. 

For at komme med på Make a Change Camp 2016 er det et krav, at man går i 5. klasse og bor i Trekantområdet. Men teamet bag campen afviser dog ikke, at man har en drøm om næste år at udvide både målgruppens alder og geografi.

- Vi har allerede fået forespørgsler fra både yngre og ældre børn og fra andre steder i landet, så iværksætterlysten derude hos børnene er stor, siger Laila Pawlak, der er projektleder hos DARE2 og og ansvarlig for afviklingen af den første Make a Change Camp i Børnenes Hovedstad.

FAKTA

Make a Change Camp foregår i Billund Børnenes Hovedstad i påskeferien – mandag 21. – onsdag 23. marts 2016. For at komme med skal man gå udfylde et ansøgningsskema, som findes via www.dare2.dk/make-a-change 

Alle aktiviteter i campen er betalt af gruppen bag projektet, så prisen for hver deltager er 500 kroner til mad og overnatning.

Kontaktinformation: Mette Højborg, direktør i Børnenes Hovedstad, 40 18 22 02

Laila Pawlak, projektleder, founder & CEO DARE2, laila@DARE2.dk, 29 24 53 50