Nyt torv i Vorbasse på tegnebrættet.

Se skitseprojekt 1. del her og 2. del her.
OMRÅDEFORNYELSE Vorbasse 2016-2021  Læs hele pressemeddelelsen her. 
Det skal være synligt, at Vorbasse er en meget aktiv by med et stort fællesskab. Karrusellen Mr. Swing King, aktivitetsakse og fortællestationer er blandt de mange forslag til byfornyelse i Vorbasse.
Skal skole og fritidscenter bindes sammen af en aktivitetsakse, hvor alle bl.a. kan kravle i det poetiske klatretårn? Skal der være fortællestationer langs byens stisystem? Og skal karrusellen Mr. Swing King, som Gnags har udødeliggjort med en sang, og som ligger i depot i Vorbasse stå på et nyanlagt torv midt i byen?
Svaret er ja, hvis man følger nogle af de forslag, som ligger i et oplæg til byfornyelse i Vorbasse. Oplægget er udarbejdet af Stefan Gustin, landskabsarkitekt og indehaver af Gustin Landskab i Århus. Han er inspireret af alle de mange input, som mange af Vorbasses borgere er kommet med, da de deltog i cafémøder og workshops. Senest har en række borgere deltaget i det efterfølgende arbejde i fire arbejdsgrupper.
Stefan Gustin har netop præsenteret oplægget for de fire arbejdsgrupper, og overordnet set skal Vorbasse fremover udstråle det, som er byens styrke – aktivitet, initiativ og fællesskab. Lige fra forskønnelse af hovedgaden over et nyt tillokkende torv til udnyttelse af de mange grønne kiler ind i byen f.eks. ved ny boligtyper.
-    Det ser rigtig spændende ud. Det gode er, at vi har fået en masse konkrete forslag, som kan tegne Vorbasse nu og fremadrettet. Der trænger f.eks. til en sammenhæng i området mellem fritidscentret og skolen, og det kan vi nu begynde at skabe med det her forslag, siger H.C. Christensen, som er med i koordineringsudvalget ifm. byfornyelsen.