Owen Avden i tørvejr.

Owen Avden arrangeret af Vorbasse Erhvervsforening, Vorbasse Boldklub og Labriløbet havde mange stande. Stort set alle erhvervsfolk var med og mange steder var der gættekonkurrence med fine gevinster, boldkast med bind for øjnene eller terningspil om prisen på kager. Der var smagsprøver hos Vorbasse Kro, hvor Jonas Baun lovede, at der snart var nyheder fra kroen. Hos SuperBrugsen var det formanden Jens Chr. Jensen, der passede blomster og vinafdelingen. De politiske partier – Socialdemokratiet og Venstre – havde en fælles stand. Borgmester Ib Kristensen og Frits S. Kristensen repræsenterede Venstre og socialdemokratiet havde deres borgmesterkandidat  Ann Charlotte Vilstrup  og nuværende byrådsmedlem Arne Spangfort Christensen   til at diskutere kommunalpolitik med borgerne.
Krocketklubben var ude på at finde flere medlemmer og måske blev Ib Kristensen og Ann Charlotte Vilstrup de nye krocketspillere i Vorbasse.  
Der var nogle få veteranbiler og nogle motorcykler. Det var nok bygerne, der faldt over Vorbasse midt på eftermiddagen, der fik veteranbilfolket til at blive hjemme. Vejret holdt sig pænt mens arrangementet fandt sted.
U9 mix hold fra Vorbasse Boldklub, som har fået ny træner i Victor Tofte, spillede mod Hejnsvig.
En masse andre børn havde det sjovt i legeland med hoppeborg, rodeogris m.m.  
Ved Labriløbet startede 10 km løberne kl. 17 og 5 km løbere og power-walkere kl. 17.15
Der var 70 tilmeldte ved Labriløbet.
Aftenen sluttede med fællesspisning for alle der havde lyst. Jan Lindekilde Lund sørgede for to helstegte grise, så der var sikkert nok til alle.