Petanque i Vorbasse.

I den forgangne uge er petanque spillerne også kommet i gang med at spille igen. Klubbens petanquebaner har i længere tid ikke været særlig indbydende, men de sidste par uger har vi knoklet med at fjerne ukrudt og lægge et nyt lag stenmel. Banerne er blevet tromlet og vandet, for at gøre dem faste i overfladen. De er stadig en smule bløde i overfladen, men nu er de taget i brug, og så retter det sig forhåbentlig det næste stykke tid.
I Vorbasse har vi 5 petanque baner. Der er 2 i parken som passes af kommunen, og så har Vorbasse Krocket & Petanque Klub 3 baner i forlængelse af klubhuset. I klubben har vi også kugler, og hvad der ellers hører til. Benytter du kommunens baner skal du selv have petanque kugler med. Vi har i klubben 5 medlemmer som spiller petanque, men med så mange baner i byen, så er der plads til mange flere spillere. Hvad enten man vil deltage i klubben, eller bare mødes en aften med andre som har lyst til at spille.
I Vorbasse Krocket & Petanque Klub har vi fundet på, at lave en Facebook gruppe ”Petanque i Vorbasse”. Hvis du er interesseret i at møde andre som spiller petanque i klub eller uden at være i klub, så kan du deltage i gruppen. Måske der er flere som gennem gruppen kunne aftale at mødes og spille. Måske der er nogle som kunne syntes, at 200,- kr. ikke er nogen herregård i årskontingent, for også at melde sig i klub, men det er bestemt ikke noget krav for at deltage i gruppen. Ønsker man at benytte klubbens baner og udstyr skal man selvfølgelig være medlem.
Når byen allerede har 5 baner, og en ny har været med på tegnebordet til det nye torv, så må der være en del som har lyst til at spille.
Facebook gruppen: https://www.facebook.com/groups/264483941303473/
Med venlig hilsen
Vorbasse Krocket & Petanque Klub
 
http://vorbasse.dk/sport-fritid/udendoers-sport/krocket-og-petanque.html