Reception for bogudgivelse om Fittinglejren

Det sidste par år har de frivillige medarbejdere i Lokalhistorisk Arkiv arbejdet intens med at afdække historier og fakta om Fittinglejren, der eksisterede fra 1942 til 1947.
 
Grundet meget stor interesse i lokalområdet afholdt arkivet i november 2018 en fortælleaften om de foreløbige resultater. - Der kom ca. 130 tilhørere til de tre timers fortælling.
 
Lørdag den 12. oktober 2019 havde arkivet lavet en travetur i Fittinglejrens område. Over tre timer fik de 80 deltagere fortællinger om lejrene og livet, der har udspillet sig. Fire lodsejere har bidraget meget positivt. Og så oplevede man et skønt naturområde, som er ukendt for næsten alle.
 
Hele det store arbejde arkivets frivillige har samlet sammen, er nu nedfældet på papir og kan torsdag den 7. november kl. 16 præsenteres i bogen "Fittinglejrens historie". Udgivelsen er sket med støtte fra Sparekassen Kronjylland og Vorbasse Fonden. Bogen koster 150 kr.

Glæd dig til endnu en spændende bog om lokalhistorie, hvor bagsideteksten lyder sådan:
“I den lille landsby Fitting, som ligger ca. 15 km sydøst for Billund, boede der i løbet af
1940erne et stort antal tyskere. De boede i Fittinglejren – eller rettere sagt – i Fittinglejrene.
I denne bog kan man læse om Fittinglejren, som er det fælles navn for tre på hinanden
følgende lejre.
I 1942 etablerede tyskerne en radarstation på en mark ved Skødevej 13 i Fitting. Denne
lejr fungerede som radarstation indtil kapitulationen d. 4. maj 1945. Der vurderes at have
været ca. 400 i lejren, da der var flest.
Efter ombygning blev den anden Fittinglejr åbnet i januar 1946. Det var nu en flygtningelejr
for ca. 800 tyske flygtninge. Denne lejr bestod indtil juni 1946, hvor flygtningelejren
blev overflyttet til Ålborg.
I løbet af de følgende måneder blev Fittinglejren nok en gang ombygget. Den kom nu
til at fungere som interneringslejr for uønskede tyske statsborgere. I lejren var bl.a. fru
Werner Best interneret. Belægningen har været skiftende - måske op til 800.
Fittinglejren lukkede endeligt i 1947.
Fortællingerne om de tre Fittinglejre er mange. Kilderne består dels af skriftlige kilder
og dels af mundtlige beretninger. De er i denne bog samlet af medarbejdere på Lokalhistorisk
Arkiv i Vorbasse.
Vorbasse Lokalhistoriske Arkiv”