Skolefest, skuespil, julemarked, indsamling

"Sikken voldsom trængsel ..." overalt var der proppet med gæster på skolen torsdag aften. Skuespillet EVENTYRLIGT var blev spillet flere gange i løbet af aftenen og nu var det tid til at få solgt en masse dejlige flotte julesager. Der var kager, konfekt, nisser, engle, gran og dekorationer i alle klynger, bibliotek og i mange klasselokaler. Noget kunne købes, andet kunne vindes og visse steder skulle tingene på auktion. Hvis ikke alt bliver solgt kan det være, at eleverne laver en bod i fritidscentret den 9. december, hvor erhvervsforeningen afvikler juleoptog. I rød klynge kunne man for en tier overvære en rockkoncert med fem meget populære julesange spillet af de søde og charmerende unge mennesker, som kalder sig Devils Angles. De sidste par ugers undervisning har for en del af skolens elever været henlagt til at fremstille de mange ting med god hjælp fra eksperter blandt forældre og bedsteforældre. Det hele skal helst give et stort overskud, som i februar måned skal sendes til DANMARKS INDSAMLINGEN 2019. Et flot initiativ og et kæmpe arbejde fra både elever, lærere og andre involverede.