Stormester i højtlæsning

Fredag den 20. maj tog 5.a fra Vorbasse Skole en tur til Vejle. Her skulle Julie Vejen Thomsen, som tidligere skrevet, deltage i finalen i "Stormester i oplæsning 2016".
Der var i alt 4 deltagere, som kom fra henholdsvis Søndermarksskolen i Vejle  , Læk Danske Skole i Sydslesvig, Østerbyskolen i Vejen og sidst, men ikke mindst, Vorbasse Skole.
Finaledeltagerne havde selv valgt, hvilken bog de ville fortælle om og læse op fra. De blev vurderet på tekstforståelse, stemmebrug, udtale, tempo og kontakt med publikum.
Alle fire deltagere gjorde det rigtig godt, og de to dommere gav da også udtryk for, at det havde været svært at finde en vinder.
Vinderen blev Søndermarksskolen i Vejle.
Vi fra Vorbasse følte nu også, at vi havde vundet, for takket være Julies indsats fik vi en dejlig tur til Vejle, hvor der ud over konkurrencen også blev tid til et besøg i Vejle Kulturmuseum, som ligger i en af de gamle spinderihaller, og for de elever, der ønskede det, var der også mulighed for en shoppe-tur.
Tekst: Rita Bundgaard Christiansen, billeder: Rita B. Christiansen og Randi Thomsen
Tillykke til Julie med den flotte indsats.