Tårngade 12 - nu med tvillinger

Annie og Kenni Jacobsen har den 1. august overtaget Tårngade 12 i Vorbasse.
Parret er begge oprindeligt fra Vorbasse, men flyttede i 2013 sammen til Billund, grundet Kennis læretid og uddannelse på LEGO. Efter 3 år, er de nu flyttet tilbage til byen, for at være tættere på familien samt fritidsaktiviteterne. Da der blev trykket på dørklokken, gik der lidt tid, inden der blev åbnet for ”Velkomstministeren”, naturlig forklaring, forældrene havde hænderne fulde. Familien blev nemlig for 2 ½ måned siden forøget af tvillingepigerne Isabella og Mathilde. De er alle 4 kommet ind i en god rytme, både når der skal spises og soves. Parret blev den 8.8.2015 gift i Vorbasse kirke, og søndag d. 16.10.2016 blev tvillingepigerne døbt i samme kirke.
 
Mathilde fik af flasken hos Annie og Isabella sov på skødet af Kenni, men det varede ikke længe, inden at Isabella også havde gang i flasken, og storsmilede da hun var færdig og tilfreds.
 
Parret mødte hinanden til en fødselsdag, og senere hen i Vorbasse Fritidscenter, hvor de begge spillede håndbold. Kenni er efter 4 års læretid, i august blevet udlært som værktøjsmager hos LEGO, og arbejder fortsat for LEGO. Annie, der var i gang med ergoterapeut studiet, måtte af naturlige årsager udskyde uddannelsen i Esbjerg, og gå på barsel. Parret er heldige at Kenni kunne holde 6 ugers barsel da de to små kom. I fritiden spiller de begge volley et par timer om ugen, dog har Annie holdt lidt pause grundet graviditet og småbørn. De går alle 4 til babysvømning om torsdagen, hvilket de nyder.
 
Der var overtagelse den 1. august, men da Annie havde termin 3. august, fik parret lov til, at gå i gang med at male to uger inden. Det var sælgerne Margit og Hans, som var så venlige, at de flyttede i campingvogn 14 dage før overtagelsen, så parret kunne få gjort huset klar inden de to pigers ankomst. Så vennerne og familien blev tilkaldt, og hele underetagen blev malet på et par dage. Der blev installeret et par varmepumpe, og så var huset indflytningsklar, heldigvis nåede de det inden pigerne kom den 3. august.
Held og lykke med det hele fra "velkomstministeriet" - arne@vorbassse.dk
Oktober 2016