Velkommen på Havnevej 2.

Freja Green og Frederik Emanuelsen bydes velkommen på Havnevej 2 med en velkomstkurv. De har nu boet i huset i nogle måneder, og de er særdeles godt tilfredse med deres boligkøb. Huset var ny-renoveret og klar til indflytning. Det kunne Freja og Frederik godt lide, da de har en travl hverdag med uddannelse, job og hobbies.

Freja læser til fysioterapeut i Esbjerg. Om et år er uddannelsen afsluttet. For at supplere SU`en arbejder hun hver anden weekend i Billund Lufthavn. Frederik er udlært mekaniker hos Fiat i Grindsted. Der har han været ansat i en årrække. Efterhånden ville han gerne prøve noget andet. Derfor startede han den første januar hos Elektro Partner i Grindsted, ansat i serviceafdelingen, så Frederik kører rundt i hele landet til auto-værksteder for at installere og reparere værkstedernes elektroniske udstyr.

Freja og Frederik er begge her fra egnen. Freja er født i Ølgod og Frederik er født i Grindsted, men har en del familie her i byen. I et par år har de boet til leje i Vorbasse. Nu var tiden kommet, hvor de ønskede at købe hus. De var enige om, at de ville bo i Vorbasse. Som de siger, så er de tiltrukket af det foreningsliv, der er her.

De spiller begge håndbold, så også derfor er Fritidscenteret et centralt sted i deres fritid. Freja er med i håndboldudvalget og i bestyrelsen for motionscenteret. Det trives hun godt med.
Frederik har også en hobby, som kræver en del ”udstyr”. Han kører motocross. Han har selv en crosser, som han kører på. Han er tilknyttet klubben i Billund, men kører på flere baner i omegnen.
Freja og Frederik takkede for velkomstkurven – herfra tillykke med huset.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.