Velkommen til Kaia og Ryan på Gl. Grenevej 2.

Det var en tirsdag klokken 17 jeg ringede på døren ved Gl. Grenevej 2. Døren blev åbnet af de nye beboere, Kaia Schwartz og Ryan Hansen. Jeg kom for at overrække dem velkomstkurven, og byde dem velkommen til Vorbasse. De var særdeles gæstfrie og bød mig på en rundvisning i det store hus, som har været lægebolig.

Huset er 310 kvadratmeter og bygget omkring 1901. Det var en spændende rundtur i de mange rum – her kan nævnes spisestue, dagligstue, TV-stue, havestue. Det er i dagligstuen den smukke og antikke kamin står. Ryan har haft tændt op i den flere gange, og den fungerer stadig godt. Huset er i en god stand. Alligevel har Kaia og Ryan renoveringsplaner, men de vil gøre det på en sådan måde, at husets DNA bevares.
Rundvisningen førte også ind i lægeværelset – sidste patient gik ud af værelset i 1967. Her står stadig nogle af de originale møbler. Jeg benyttede lejligheden til at tage en synsprøve, og nej, mit syn fejler ikke noget! Sidste rum vi kom igennem var ”venteværelset”, hvor kaffen var klar, og snakken kunne fortsætte.

Kaia og Ryan har de sidste par år boet til leje i Skjoldbjerg. De stammer begge fra lokalområdet – Kaia er fra Starup, og Ryan er fra Vesterhede. Kaia er udlært maler, og er ansat hos J. M. Malerfirma i Vandel. For 3 år siden uddannede hun sig til brandmand. Nu er hun deltidsbrandmand i Billund, sammen med 20 andre personer. Gennem årene har Kaia dyrket forskellige slags sport. Her i Vorbasse er hun lige begyndt at spille volleyball.
Ryan er udlært murer – det blev han hos Møberg i Hejnsvig. Han har arbejdet i dette fag indtil nu, hvor han er startet hos Din Bilpartner i Grindsted. Her klargør han biler til salg. Biler er hans helt store hobby. Han har således total-renoveret en gammel Audi 80, som han nu kører til træf med.

Det var i sommer, hvor Kaia og Ryan syntes lige, at de ville køre omkring Gl. Grenevej 2 for at se huset, der var til salg. De faldt straks for det – den gode mavefornemmelse var der. Det udviklede sig hurtigt til en købsaftale, og de kunne flytte ind i september. Hele processen omkring denne handel ser Kaia og Ryan tilbage på med glæde og tilfredshed. Ikke mindst fordi sælger var hjælpsom og venlig, og de kunne komme og se på huset ude og inde så ofte de ønskede.
Jeg vil ønske jer tillykke med huset, og jeg vil håbe, at I får mange gode år på Gl. Grenevej.

Tekst og billeder: Jens Chr. Jensen.