Velkomstkurv til Rugbjergvej 64.

De nye beboere er Mette Damgaard og Anders Helmig. Det er et ungt par, hvor begge er omkring de 30 år. De overtog ejendommen i maj måned. Indtil da, boede de i en lejlighed i Kolding. De sidste par år har de haft planer om at købe egen bolig. Da de blev præsenteret for Rugbjergvej 64, var de ikke i tvivl om, at nu skulle der handles. Det er en nedlagt landbrugsejendom med 10 hektar jord. Stuehuset er renoveret. Alligevel er der forskellige ting, som de er i gang med at gøre i stand. For øvrigt er Anders` forældre også lige flyttet til Vorbasse. De har købt ejendom på Hovborgvej.

Mette er født i Ødsted. Nu er hun uddannet socialrådgiver og arbejder på et Bo-sted i Egtved. I fritiden kan hun lide at være ude i naturen, og går ofte lange ture.
Anders har job ved Østjysk Våbenhandel i Hedensted. Det er Europas største jagt-butik med ca. 40 ansatte. Det var også her, Anders blev udlært for en del år siden. Jobbet er et ønskejob for Anders, da jagt og vildt-pleje netop er hans helt store interesse. Han har været på jagt her i området mange gange, suppleret med en del jagt-ture til udlandet. Interessen for jagt- og vildtpleje kan han nu dyrke på sin egen matrikel på Rugbjergvej.
Mette og Anders ønskes tillykke med ejendommen, og held og lykke i fremtiden.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.