Velkomstkurv til Sabrina og Elvijs, Nebelvej 44

De nye beboere på Nebelvej 44 er Sabrina og Elvijs. De har sønnen Nick på 6 år. Sabrina er født og opvokset i Vejle, men har boet i omegnen i mange år. Hun er uddannet på Grindsted Landbrugsskole som landmand med speciale i køer. Hun har dog skiftet, idet hun arbejder på Hatting Ornestation i Billund. Elvijs kommer oprindelig fra Letland. Han kom til Danmark som 10-årig, da han flyttede hertil sammen med sin mor. Til daglig kører han lastbil med flis for Flemming Poulsen. Lastbiler er også blevet hans hobby og han deltager i forskellige showudstillinger. Så sent som i weekenden fik han en førstepræmie.

De er dog ikke flyttet langt for at komme til Nebelvej. Deres forrige adresse var i Donslund. Men de ville gerne flytte nærmere Vorbasse, bl.a. fordi Nick så kan undgå at krydse Ribe Landvej, når han engang selv skal cykle til forskellige aktiviteter. De ville også gerne have en stor grund, så valget blev Nebelvej 44. De er ved at renovere og bygge om. Hele den nederste del af stuehuset er de selv i gang med, mens en kraftig ombygning i en del af staldbygningen er overladt til håndværkere.

Herfra et velkommen til 6623-området og Held og Lykke med ombygningen.

Tekst og billede: Jens Ole Svendsen