Vorbasse Seniorer - generalforsamling

Tirsdag den 27. februar var der generalforsamling i Vorbasse Seniorer. Formanden Birgit Pøl Nielsen bød velkommen til ca. 50 medlemmer. I sin beretning fortalte hun, at foreningen har 227 medlemmer, og at den meget aktive forening har i 2017 afholdt 20 forskellige arrangementer. Her kan nævnes banko-eftermiddage og bowlingture, koncert med Dorte Tagmose, besøg i Haderslev Domkirke og det største arrangement var naturligt nok foreningens 75 års jubilæum. Det blev holdt på Vorbasse Kro.
Kassereren Doris Jensen oplæste regnskabet. Det viser, at det er en velpolstret forening, som har en formue på 123.000 kr. Indtægterne kommer bl.a. fra Vorbasse Marked, hvor foreningen i markedsugen laver mad til grundejerforeningens markeds-medhjælpere. Her yder mange seniorer en stor indsats, som så belønnes med 20.000 kr. til foreningen.
Til bestyrelsen var der genvalg til Gunhild Nielsen og Birgit Pøl Nielsen.
Herefter var der kaffe og lagkage.
Eftermiddagen skulle have været afsluttet med fortælling af Tonny Andersen, som har haft job i Sydafrika. Tonny var desværre blevet syg, så i stedet læste Knud Ebbesen nogle historier på jysk
Umiddelbart herefter holdt bestyrelsen møde, hvor de konstituerede sig med Birgit Pøl Nielsen som formand, Niels Langhoff som næstformand, Doris Jensen som kasserer og Gunhild Nielsen som sekretær.
Tekst og billeder: Jens Chr. Jensen