Krocket strandstævne på Rømø.

Fire par krocket spillere fra Vorbasse kunne i lørdags glæde sig over fantastisk vejr. Lørdag den 24. var dagen hvor det årlige strandstævne på Lakolk strand fandt sted. Dagen var godt planlagt forinden, for når vi sådan skal på langfart, så kan vi da lige så godt gøre det lidt festlig. Borde, stole, kaffe, friskbagte rundstykker og selvfølgelig vores krocketkøller var medbragt. Vi kom godt i gang med dagen, vores 4 par spillede i 4 forskellige puljer. I den ene pulje skulle der spilles 4 kampe, mens der i de andre skulle spilles 3 kampe. Der var selvfølgelig en pause hvor vi kunne indtage vores medbragte madpakker og drikkevarer, det gælder om at huske at drikke vand nok sådan en dag. Da alle puljer var færdigspillede var der præmieuddeling, hvorefter vi kunne sige på gensyn i 2020.
Når vi kører hjemover har vi altid planlagt, at få noget at spise på en kro, og i år faldt valget på Hovborg Kro. Vi kunne sidde udenfor og nyde noget fantastisk mad, samtidig med at vi kunne få talt om nogle af dagens sjove hændelser. En helt igennem skøn dag, og jeg ved, at flere af vores medlemmer ærgrer sig over, at de havde dagen optaget af andre ting.
Resultatet blev:
Pulje M1/M2: Niels Thisgård og Tonny Andersen, 2. plads.
Pulje A1/A2: Egon Hansen og Birger Enevoldsen, 2. plads.
Pulje A2: Ejvind Bech og Ingrid Bech, 3. plads.
Pulje B1: Søren Tanghus og Gunhild Skovbjerg, 4. plads.

vorbasse.dk/sport-fritid/udendoers-sport/krocket-og-petanque.html
Vorbasse Krocket & Petanque Klub