Parturneringen 2024.

DM 2024 spilles i Ørnhøj (Vestjylland) den 7. september 2024.
DM 2025 spilles i Vorbasse (Sydvest) den 6. september 2025.

Finalestævne for par i Tjæreborg 2023.

Finalestævnet i parturneringen i "DGI Krocket Sydvest" blev spillet den 8. august 2023 i Tjæreborg. Vorbasse havde 2 par med i finalerne, og begge par opnåede førstepladser i deres rækker. Det betyder at begge par skal deltage i DM, som i år afholdes i Hasle på Bornholm. De to par er Birger Ebevoldsen og Jens A. Pedersen i A1 og Søren Tanghus og Gunhild Skovbjerg i B1.

Parturnering 2023.

I 2023 har Vorbasse tilmeldt 4 par til årets krocket parturnering. Det var Egon Hansen og Tonny Andersen i M1 hvor de måtte nøjes med 4. plads. Gunhild Skovbjerg og Anne-Marie Jensen deltog i B1 og opnåede en 3. plads. Bedre gik det for Jens A. Pedersen og Birger Enevoldsen i A1. De vandt puljen og skulle videre til finalestævne i Tjæreborg. Det samme skulle Søren Tanghus og Erik Lorentsen som spillede i B1. De gik videre fra en 2. plads i deres pulje. Da Erik desværre var forhindret i at deltage i Tjæreborg, overtog Gunhild hans plads. Finalestævne spilles lørdag den 5. august i Tjæreborg og DM spilles den 9. september i Hasle (Bornholm).

DM i DGI krocket parturnering 2022 i Vorbasse.

Som flere sikkert har opdaget, så var der travlhed på de grønne områder ved Vorbasse Fritidscenter i lørdags. Vi var mange som var tidlig oppe for at få det sidste på plads. Først var der modtagelse af 80 krocketspillere i fritidscentret. Her var der forberedt morgenbord til dem. Kl. 9 bød Billund's borgmester Stephanie Storbank velkommen, og efterfølgende orienterede den turneringsansvarlige fra DGI Krocket Landsledelsen Erik Pallesen og formanden for Vorbasse Krocket, Krolf & Petanque Klub Tonny Brandt Andersen om hvordan dagen skulle forløbe, samt praktiske ting som hvor man kunne finde et toilet.

Herefter gik spillerne ud til de baner hvor de skulle spille. Der var 18 baner i alt, og der var ros til banernes kvalitet. Turnerings krocket spilles på en jævn plæne, med kortklippet græs. Vi var heldige med vejret. Det havde regnet meget fredag, men det var overstået lørdag. Vi kunne spille i solskin og til tider overskyet. Temperaturen var også perfekt. Der kom dog en kraftig regnbyge i løbet af eftermiddagen, men det er krocket spillere jo også forberedt på. Vi har regntøj, og lidt vand fra oven, kan ikke stoppe os. Flere tilskuere søgte ly i det store telt, som Røde Kors Vorbasse havde været så venlige at låne os. Det klarede hurtigt op igen, og sidst på eftermiddagen kunne der kåres vindere i alle rækker. Vi havde selvfølgelig fulgt ekstra med i hvad der skete i en bestemt række, fordi vi havde et par som havde kvalificeret sig. I Række B2 spillede Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus fra Vorbasse, og i den indledende pulje vandt de alle 3 kampe ret overbevisende med hhv. 20-1, 20-16 og 20-4. De skulle så møde vinderen af den anden pulje, som var et par fra Lind. Vi var flere som var ret spændte, og en enkelt ville helst ikke se med, men der var ingen grund til at være urolig. Lind blev slået med 20-2, og Anne-Marie og Søren kunne kåres som danmarksmestre i række B2. Danmarksmester i række M1 (1. division) blev Grethe Buus Poulsen og Jørgen Friis Poulsen fra Sinding. Der var deltagelse i 7 rækker.

Efter arrangementet var det tid til oprydning, og et lille evalueringsmøde. Bestyrelsen i Vorbasse Krocket, Krolf & Petanque Klub kunne stolt sidde og modtage de rosende bemærkninger der kom fra DGI Krocket Landsledelsen. De havde kun positive ting at sige. Godt arrangeret i Fritidscentret og god mad, flotte baner og glade og hjælpsomme medlemmer af klubben. Vi blev også opfordret til, at søge om at afholde DM en anden gang, når vi igen er klar til det. Det har været et stort arbejde, og Vorbasse Krocket, Krolf & Petanque Klub vil gerne her takke de medlemmer der har knoklet med alle mulige opgaver som for eksempel maling af klubhus, vanding og klipning af baner, opsætning af baner og servering af kaffe og kage. Der har været mange opgaver den seneste tid. En stor tak skal også lyde til de andre foreninger som har været os behjælpelig med for eksempel at låne telt, flag og bænke/borde sæt. Tak også til Vorbasse Fritidscenter, som under hele forløbet har været meget hjælpsomme, og til vores borgmester for en flot velkomsttale.

 

Parturneringen 2022.

Parturneringen i DGI Krocket Sydvest startede midt i juni måned og sluttede med et finalestævne i weekenden. I lidt over en måned har 3 par fra Vorbasse krocket, krolf & petanque klub spillet mod andre klubber i et indledende puljespil. De 3 par var Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus (B2), Birger Enevoldsen og Jens A. Pedersen (A1) samt Egon Hansen og Tonny B. Andersen (M1). I første omgang så det ud til, at Birger og Jens kunne gå videre som bedste 2’er i deres række, men noget blev ændret. Der har sandsynligvis været en taste fejl ved indrapportering af nogle resultater. Det vil sige, at de ikke kom videre fra puljespillet. Egon og Tonny gik videre efter en ekstra kamp, da der var 2 par som havde samme antal points. Ved finalestævnet i søndags så det i første omgang godt ud med to vundne kampe 20-1 og 20-0, men 3. kamp blev tabt, og finalestævnet blev desværre endestationen for de to. Anne-Marie og Søren var tilmeldt i en række, hvor det viste sig, at der ikke var andre deltagere, og kunne således gå direkte videre. De spillede dog med i turneringen i en række højere, da det kunne få turneringsprogrammet til at gå op. De vandt også denne række.

Videre fra finalestævnet har Vorbasse krocket, krolf & petanque klub derfor ét par. Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus skal deltage ved DM for par, som spilles den 10. september 2022 i Vorbasse.

Tillykke til Anne-Marie Jensen og Søren Tanghus.

Vi er i Vorbasse så heldige, at blive valgt til at afholde dette års DM for par. Vi ved at klubberne der benytter de grønne områder ved skolen og fritidscentret, allerede har fået besked om, hvad det kan have af betydning for dem, men vi vil også fortælle mere her på Vorbasse.dk når vi nærmer os datoen.

Parturneringen 2021.

Parturnering afholdes i uge 26-27-28-29 (28/6-18/7) med finalestævne 8. august i Vorbasse. DM afholdes i Slagelse 11. september 2021.

Vorbasse deltog med Egon Hansen og Tonny Brandt Andersen (1. division), Ib og "Sjove" (1. division), Jens A. Pedersen og Birger Enevoldsen (3. division pulje 4), Gunhild Skovbjerg og Annie Birkelund, Søren Tanghus og Anne-Marie Jensen (Serie 1 pulje 1).

 

Krocket DM for par 2020.

Vejrudsigten sagde solskin og spredte byger, og det kom til at passe med lørdag den 5. september 2020, hvor vi skulle til krocket DM for par. Man må dog sige, at planlægningen ikke fejlede noget. Vi var kørt tidliget fra Vorbasse, og fik noget regn undervejs. Da vi ankom til Møldrup i Nordjylland var solen fremme, og vi kunne melde vores ankomst og hilse på flere spiller, som vi havde mødt før. Mens vi spiste morgenbrød og drak kaffe, blev der budt velkommen, og meget passende regnede det udenfor imens. Da vi skulle ud og spille, var bygen passeret, og vi kunne få afviklet 2 kampe mod hhv. Blære og Køge, hvoraf vi tabte den ene. Midt i det tredje spil mod Ørnhøj, begyndte det så småt at regne, og vi besluttede, at det var tid til frokost. Der kom en kraftig byge mens vi sad indenfor og spiste. Det var dejlig mad, og da vi skulle genoptage spillet, var solen igen fremme. Vi spillede yderligere 2 kampe mod hhv. Them og Hesselager, og af de i alt 5 kampe, vandt vi de 4. Der var også et andet par som havde vundet 4 kampe, men da vi havde en bedre points score, var førstepladsen vores. Vinder af 2. division for par blev derfor Egon Hansen og Tonny Brandt Andersen fra Vorbasse krocket & petanque klub.

Finalestævne i parturneringen 2020 i Næsbjerg.

 

En god dag på krocket banen startede tidligt søndag før varmen rigtig havde sat ind. En stille og hyggelig morgentur på de jyske landeveje, mens andre sover længe. Det er da ikke nogen dårlig måde at starte dagen på. Vi var i god tid, og vel fremme i Næsbjerg var der sørget for rundstykker og kaffe, så vi kunne få startet kroppen op. Forventningerne til arrangementer i Næsbjerg er altid høje. De har gode baner og når grillen er i gang, så er frokosten sikret. Grillpølser til frokost og senere eftermiddagskaffe og kage, så må enhver krocket spiller være glad.
Efter morgenmaden blev der budt velkommen, og Egon og Jeg havde sammen med par fra Oksbøl, Næsbjerg og Lunde-Kvong fået tildelt baner lige ved klubhuset, hvor der oven i købet var nogle høje træer, at holde pause under. Der var intet at klager over på sådan en dag med solskin og 28°C. Græsset var lidt vådt da vi startede, men det fik solen fjernet i løbet af en times tid. Om spillet kan man sige, at selv om vi fik lavet vores portion af fejl, så lykkedes det os alligevel, at indhente vores modspillere i alle tre kampe. Vi kunne både skyde ud og ramme slutpinden for tidligt, men sådan kan det jo gå. Det gør det jo kun endnu mere dejligt og tilfredsstillende, bagefter at stå som regionsvinder i 2. division (M2) af DGI Sydvest’s parturnering. Præmien er en lille plade som kan monteres på krocket køllen.
Som regionsvinder skal vi nu deltage i DM i Møldrup den 5. september 2020. Sikringen af oprykning til 1. division (M1), var allerede hjemme, da vi blev puljevinder i den indledende pulje.

Parturneringen 2020

Vorbasse Krocket & Petanque Klub har 2 par tilmeldt i parturneringen.

2. division pulje 3: Egon Hansen / Tonny Brandt Andersen blev vinder af 2. division pulje 3, og er videre til finalestævne i Næsbjerg. De er som vinder af puljen også rykket op til 1. division næste år.

3. division pulje 2: Jens A. Pedersen / Birger Enevoldsen sluttede som nr. 2 lige efter Tistrup, som vandt alle deres 6 kampe.  

Finalestævne i Næsbjerg den 9. august 2020.

DM i parturneringen afholdes den 5. september i Møldrup.

Par turneringen 2019

Parturneringen i DGI Sydvest blev spillet søndag den 11. august 2019 i Nordenskov. Vorbasse Krocket & Petanque Klub havde to par med i turneringen.

Ib Svendsen og Tonny Andersen var tilmeldt i række A1 pulje 1 og opnåede en 3. plads. Det samme gjorde Birger Enevoldsen og Jens A. Pedersen i række A1 pulje 2. Det er kun puljens 1. plads der giver adgang til DM i Ørnhøj, så de 2 par må bare prøve igen til næste år.

 

Par turnering 2018 i Næsbjerg.

Par turneringen 2018 blev spillet i Næsbjerg den 12. august. Her skulle der findes de par, som skulle gå videre til DM der i år spilles i Ramløse på Sjælland.

Vorbasse stillede med to par i række A1. Række A1 blev spillet i 2 puljer, og Jens A. Pedersen / Birger Enevoldsen var i pulje 1, hvor de spillede sig frem til en 2. plads. Det andet par Ib Svendsen / Tonny Andersen var i pulje 2, og med 20-4 og 20-3 i de 2 første kampe så alt jo godt ud, men efter frokostpausen var de uheldige at tabe den sidste kamp, og da modspillerne stod med 3 vundne kampe, betød det endnu en 2. plads til Vorbasse.

Resultatet betyder ingen op- og nedrykning, så de 2 par kan deltage i række A1 igen til næste års parturnering, og mund ikke de gør det.

Landsmesterskabet i parturneringen bliver i år desværre uden deltagelse fra Vorbasse.

Par turnering 2017.

Stævnedato: Søndag 13 august 2017, i Nordenskov.

Fra Vorbasse deltog Birger Enevoldsen og Jens Pedersen i mesterrække M2, hvor det blev til en 5. plads. I række C1 deltog Annie Birkelund og Tonny Andersen som sluttede på en 2. plads.

Annie Birkelund og Tonny Andersen deltog i parturnering DM i Grenå, da parret på første pladsen havde trukket sig. Her lykkedes det at vinde de 3 første kampe, men i den sidste gik det desværre galt. Det betød, at to hold havde 3 vundne kampe, og at vi desværre ikke havde samlet point nok til at vinde på point. Vores ringe trøst var, at vi vandt den indbyrdes kamp mod dem der vandt DM.

Sydvestjysk par turnering 2016

Vindere af Sydvestjysk Par turnering 2016 i Næsbjerg. Vinderne gik videre til DM i Møldrup.

C2 Tonny Brandt Andersen og Claus Andersen.

A1 Birger Enevoldsen og Jens Pedersen.

Par turneringen 2015.

Erik Andersen og Christian Poulsen blev vindere af par turneringens række C2 i Oksbøl den 16. august 2015.

Par turnering 2014.

Fra Vorbasse deltog Ingrid og Ejvind Beck i række M2, Annie Birkelund og Gundhild Skovbjerg i række B2 pulje 1, Christian Poulsen og Claus Andersen der blev nr. 2 i række C2 pulje 1 og Birger Enevoldsen og Peter Lauersen der vandt række B1 pulje 1.

De to sidstnævnte par gik videre til landsmesterskab i Skørping Nordjylland den 13. september 2014.

Vinder af par turnering 2013.

Vorbasse krocket har i 2013 haft 5. hold med i DGIs par turnering, og her blev et enkelt hold puljevinder.

Det var Ingrid og Ejvind Beck, der blev vinder i A1, og skal dermed også deltage ved landsmesterskabet i Holstebro.

Ved landsmesterskabet i Holstebro blev det til en flot andenplads.

Sommerens flotte resultater 2010.

Vorbasse Krocket- & Petanqueklub har haft flere hold med i DGI´s turnering for par, og her blev hele tre hold puljevindere.
Disse flotte resultater betød, at de havde kvalificeret sig til at deltage i den afsluttende runde, som blev spillet i Skads/Andrup søndag den 22. august.
I A1 blev Knud Sørensen og Kristian Johansen nummer 2 og i A2 sluttede Jens Andersen og Jørgen Laursen på en 3. plads, og endelig i B1 blev der også en 2. plads til Birger Enevoldsen og Henry Pallesen.

Det er pæne resultater og de viser, at klubben forsat er på vej frem.

Endelig har klubben en lille chance, idet klubbens A1 hold i holdturneringen også blev vinder af deres pulje. Her spillede Jens Anker Pedersen, Kristian Johansen, Egon Hansen og Ejvind Beck. De skal spille finale i Horne den 29/8.

Par turnering 2009.

Vinder af række A2 i par turnering 2009, Niels Thisgaard og Peter Lauersen.